"Søstrene" fra MarstalDanmark har igennem tiderne haft en rig tradition for at sejle. Selv om der har været vidnesbyrd fra vikingetiden om vikinger, som tog på lange sørejser for at bekrige og underlægge sig andre folkeslag, så har handel været den altdominerende grund til at gå på havet. Fra begyndelsen af 1600-tallet og helt frem til begyndelsen af 1800-tallet var sejladsen fortrinsvist udgået fra hovedstaden. Op gennem 1800-tallet var det derimod provinsbyerne, der førte an. Traditionsrige søfartsbyer som Svendborg, Sønderho og Nordby på Fanø, Marstal på Ærø, Bogø, Dragør og Aalborg. I starten blev især mindre sejlskibe, såsom jagter og slupper anvendt. De blev især anvendt til den mindre fart, for eksempel at fragte korn til Norge eller til forskellige byer omkring Østersøen: Danzig, Stettin, Riga, Königsberg etc. Af andre fartøjstyper anvendte man også de lidt større galeaser. Fra 1830 startede man for alvor med at bygge de endnu større skonnerter. De kunne have to eller senere også tre master, og kunne tage på længere farter. Foruden Norge og Østersøbyerne var England en af de vigtigste handelspartnere. Man sejlede for eksempel til England med korn og fik kul med tilbage. Fra Norge var returlasten blandt andet tømmer, jern og fisk. Med de flere og flere store skibe, såsom 3-mastede skonnerter, barkentiner og barker blev det i sidste fjerdedel af 1800-tallet mere og mere almindeligt at fare til Vestindien eller Sydamerika. Man kunne for eksempel tage en kornladning med til Spanien, videre derfra med salt til Rio Grande i det sydlige Brasilien og tage saltede huder med tilbage til Europa. Fra Vestindien kunne man få mahognitræ, sukker og rom med tilbage. MarstalSelv om der i århundreder havde foregået sejlads i det små fra Marstal
-- især med de såkaldte jagter --
så var det som tidligere nævnt først i 1800-tallet, at der kom rigtigt skub i
det. En central person i denne sammenhæng er byens stolthed H.C. Christensen.
Han blev født i et fattigt husmandshjem i Græsvænge i 1816. Efter at have
ageret gårdskarl og i sin sparsomme fritid tjent penge ved at sælge hægter og
maller, lykkedes det ham at spare nok penge sammen til at starte for sig selv. Han
købte en gammel nordbåd, hvormed han sejlede over til de slesvigske og
holstenske byer og handlede. Trods et tidligt forlis lykkedes det ham via held
og ihærdighed at holde sig økonomisk ovenpå. Efterhånden fik han flere og
flere skibe i søen, og i 1870 oprettede han sit eget værft. Ved sin alt for
tidlige død i 1879 havde H.C. Christensen 300 mand i sin tjeneste og ejede 25
skibe. Først hans Enke Maren Christensen og derefter sønnerne købmand Hans
Christensen og skibsbygmester Jørgen Olsen samt svigersønnerne skibsmægler H.
H. Petersen og kaptajn Niels J. Olsen førte rederiet videre. Et af skibene fra
H. C. Christensens rederi var den 3- mastede barkentine "Søstrene",
bygget i 1898 og på det tidspunkt det største skib bygget på H. C.
Christensens værft (338 Br-Ton). Min oldefar Hans Christensen (1852 - 1917)
blev kaptajn på "Søstrene" i begyndelsen af
1900-tallet. Skibet er afbildet nedenfor. Den franske maler Eugene Grandin udfærdigede i 1899 i Le Havre desuden et maleri af det smukke skib:
Skibet gik mange steder hen: Norge, Point à Pitre (Vestindien), Riga, Lissabon etc...Nedenfor er et uddrag af en rejse med "Søstrene", nedskrevet af en af de ombordværende: |
Min påmønstring fandt sted 11. Oktober 1906, hyren var 10 kr. pr,
måned. "Søstrene" (klipperbygget), bygget i Marstal 1898, målte
338 brutto ton med en lastevne på 500 ton og tilhørte rederiet H. C.
Christensen i Marstal. Det var det største træskib bygget i Marstal og var
kobberfast. Det vil sige, at der kun var anvendt kobber- og træbolte i
forbindelse med yderbeklædningen, som blev dækket fuldstændigt af
kobberplader. (yellow metal) til lidt over vandlinien ved tomt skib. Denne
foranstaltning fordyrede byggeomkostningerne, men var nødvendig ved sejlads i
troperne med ormeangreb på skibsbunden. Kobberforhudning havde også den
fordel, at begroning af skibsbunden var minimal og dermed gav bedre sejlads
samt færre bundrensninger. En sådan forhudning blev udskiftet hvert fjerde
år. Såvel skrog som rigning var 1. kl. og hensigtsmæssig. Alt inklusiv
udstyr var up to date uden at være luksuspræget. Galionsfiguren (mere i
lighed med relief), et mindre, men smukt udført billedskærerarbejde,
symboliserede navnet ved 2 piger holdende hinanden i hænderne. Den var
forgyldt ligesom navn og ornamenter omkring agterskibet. |
Nedenfor Skipperbørsen i Marstal. Når skibene var lagt op for vinteren diskuterede skipperne her skibe, vejr, vind og fragter.
Her et billede af oplagte skibe i Marstal ved vintertid før 1910:
På søfartsmuseet i
Marstal, afbildet nedenfor, kan man få et godt indblik i
øens righoldige søfartshistorie. NavigationsskolenEn central institution på Ærø er Marstal
Navigationsskole. I 1863 oprettede
skibsfører J. Christian Jepsen en skole i Fiolstræde i Marstal med følgende
salut i Ærø Avis: Navigationsskole. Undertegnede tillader sig at gøre det ærede
publikum opmærksom på, at jeg har oprettet en navigationsskole i Marstal, og
at elever til enhver tid kunne optages". Dette blev begyndelsen til
den nuværende navigationsskole, som betyder så meget for øen, idet den
tiltrækker nye unge søfolk, som ikke sjældent vælger at slå sig ned på
Ærø. I en korrespondance til et af hovedstadsbladene i oktober 1879 hed det
således om Marstal:
Men hvilken matematik skulle de navigationsstuderende da kunne mestre omkring århundredeskiftet for at blive styrmænd? Min farfars eksamensbevis fra 1909 giver en del af svaret herpå. Klik på nedenstående billede: For læsere, som ønsker et ordentlig printbar udgave af eksamensbeviset ovenfor henviser jeg til nedenstående PDF-dokument. Her har jeg tillige medtaget en kopi af et gammelt Længdeeksamensbevis fra 1863. I 1837 fremkom de første officielle krav til styrmandseksamen. Der var tale om både en Breddeeksamen og en Længdeeksamen. Førstnævnte var obligatorisk, mens den sidste var frivillig. Der var dog stor prestige i at erhverve længdeeksamen, der blandt andet inkluderede længdebestemmelse ved hjælp af kronometer (søur). I 1869 blev længdeeksamen også obligatorisk. For hjælp til at downloade klik her. For information om pdf format og brug af Adobe Reader klik her. Styrmandseksamen og Længdeeksamen (293 kB).
Navigationsundervisningen i Danmark igennem tiderneDet tyder på, at der har eksisteret en navigationsskole i på Frederik den
II's tid, men sikre beretninger haves først fra Christian IV's regeringstid,
hvor en navigationsskole i 1619 blev indrettet i samme bygning som den
nuværende Holmens kirke. Her blev den hollandske styrmand Joris Carolus
af kongen sat til at undervise i læsning af søkort, anvendelse af
skibsinstrumenter etc. Dertil kom undervisning i læsning, skrivning og regning.
Skolen lukkede formentlig omkring 1624. Herefter tegner der sig et broget
billede af navigationsskoler, der opstår og nedlægges på forskellige adresser
i København. I det hele taget kan man sige, at det i starten kun var
hovedstaden, der havde en organiseret undervisning i navigation. Omkring år
1700 blev der dog oprettet skoler i Aalborg og i Stege på Møn. Ellers har der
rundt omkring i landet foregået megen teoretisk tilegnelse, ved at ældre
skippere på et mere uformelt plan har undervist de nye søfolk i det
nødvendige. En eventuel eksamen kunne tages ved at rejse til København og lade
sig eksaminere af den kongeligt udnævnte Navigationsdirektør. En af de
mere prominente navigationsdirektører var den navnkundige Chr. Carl Lous,
der i 1783 udgav en lærebog i styrmandskunst med titlen Skatkammer. Den
var med til at fortrænge de hollandske bøger af samme navn. Sammen med de
nautiske håndbøger, Marinekalenderen og logaritmetabeller bidrog lærebogen
til at hæve navigationsundervisningens standard.
|